Work Text:
Augustin er hans verden. Den eneste verden han nogensinde rigtigt havde kendt, og den eneste han ville kende til. Han prøver selv at få det til at give mening, hvordan en sådan uperfekt personlighed kan være så yndefuld og smuk. Et så skævt menneske, ifølge hans egen overbevisning, kan få den værste smerte til at dulme og synes lige meget. Han har aldrig fået så voldsom en følelse af tryghed og trang. Hele hans krop ryster af uro og lyst og kærlighed og. Og frygt. Frygt for at miste det han har aller nærmest - nemlig Augustin. Alt andet kan være ligegyldigt, bare han kan klare det med Augustin og hører ham. Mærke ham. Elske ham. Han kunne ikke spørge om mere eller mindre.
Deres cafebesøg er højdepunktet for hans ellers så travle hverdag. De mange bestyrelsesmøder udpiner ham og gør ham træt. Træt af verden og dets grimme udsyn. Det giver næring til hans fordomme og stress og had. Men Augustin har ikke samme syn på verden. "Det er jo fantastisk, alt den skønhed. Helt suverænt, hvis jeg selv skal sige det." Det sidder som klistret fast på hjernehinden. Augustins smil skinner igennem, trods alt det forfærdelige og frygtelige.
De ligger i soveværelset hjemme hos Augustin. De ligger her tit, for der er for langt hjem til ham selv og Augustins hjem er alligevel hans ynglings. Sengen er lille, men de kan begge to godt være der. For Lysandre gør det ikke noget at være så tæt på Augustin, men indrømmelsen er det sværeste. Hele hans krop skriger efter at holde Augustin tæt ind til sig og aldrig give slip. At fortælle ham, hvor meget han elsker ham. Men der er frygten. Men frygten for afvisning overmander ham altid. Augustin ved det godt, og det gør ham heller ikke det store. Han ved godt, at Lysandre elsker ham. De plejer at sidde på sofaen og se fjernsyn, mens Augustin vikler sig om ham. Han bliver så varm om hjertet af kærlighed og taknemmelighed. Taknemmelig for at Augustin ikke dømmer ham, men bare er. Er der for ham og lytter og trøster når det er svært. Det er som om han kan fornemme det. Som om de har et hemmeligt sprog.
Sådan ligger de der side om side. Augustin snorker højlydt, og Lysandre ligger trofast og lytter. Han kan ikke sove, det svulmer og summer for meget i hans krop. Han har ikke haft et roligt øjeblik siden første gang de lå her, han sover næsten ikke mere. Tankerne fylder for meget, larmer for meget. Både om Augustin og verden og hvordan man skal blive klog på det hele. Nogle gange ville han ønske, at de ikke havde stødt på hinanden. At han bare havde beholdt lommetørklædet og ikke var faldet i snak. Men når han kommer i tanke om den kærlighed Augustin imødekommer ham med, er de søvnløse nætter lige meget.
Hans tranceagtige tilstand bliver pludselig afbrudt, da Augustin vender sig mod ham. Han sover stadig, da han lægger armen over ham og knuger Lysandre til sig. Augustins krop er endnu varmere nu end før. Forsigtigt glider Lysandres arm under Augustin ud, og fletter sig om Augustins sovende krop. Han sukker og lukker øjnene langsomt, mens Augustins snorken fortsætter. Kærligheden går begge veje tænker han, inden han falder i søvn. Endelig sover han. Hans røde hår krøller sig legesygt ud på madrassen, samtidigt med at Augustins greb strammes om Lysandre. Den eneste lyd tilbage i soveværelset er Augustins snorken.